For nylig stjal dommer Jesper Bæk Overgaard overskrifterne efter at være blevet kaldt en 'lille tyksak' af SønderjyskE's træner Carsten Broe. Dommeren var offeret, men for få år siden var mændene i sort mest kendt for deres svingende præstationer og kontroversielle kendelser.
Men fokus er flyttet fra dommerne til de 22 spillere, der kæmper for at banke bolden i kassen.
"Det er sjældent, at dommerne er et tema. Mange kampe bliver afviklet, uden at man lægger mærke til dommerne. Og det er absolut positivt," siger fodboldkommentator Poul Hansen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I starten af halvfemserne skabte flere topdommere positiv opmærksomhed omkring den danske dommerstand. Men de mindre prominente dommernavne blev beskyldt for ikke at leve op til de præstationer, som deres kendte kolleger leverede.
"Der var flere topdommere som for eksempel Peter Mikkelsen og Kim Milton for nogle år siden. Der er mange unge nu, men det virker til at bundniveauet er hævet," vurderer Poul Hansen.
Og det er sød musik i ørerne på næstformanden i Dansk Fodbolddommer-Union, Jørn West Larsen.
"Sammen med DBU's elitedommergruppe har vi struktureret arbejdet med dommerne, så der er langt mere fokus på talenterne. Og vi er i tæt dialog med klubberne for at lægge en fælles linje," siger han til Newspaq.
Næstformanden oplyser, at der bliver uddannet 400 dommere hvert år. Det er dog ikke helt nok til at skaffe dommere nok til breddefodbolden, men elitedommere er der nok af, da det er attraktivt at dømme landets bedste fodboldspillere.
Det tager cirka otte år at blive elitedommer.
-Newspaq