- Hvilken fuldstændig blodig katastrofe.
Sådan skriver den engelske avis The Sun, efter det engelske fodboldlandshold i går tabte med 1-2 til Rusland i EM-kvalifikationen. Et nederlag, der gør det mere end svært for England at komme med til slutrunden i Østrig og Schweiz næste sommer, hvilket efterlader en folkestemning på linje med den danske efter lørdagens nederlag til Spanien i lørdags.
I England langer medierne hårdt ud efter både landsholdet og træner Steve McClaren, ligesom der herhjemme har været hård kritik af Morten Olsen, der er blevet opfordret til at gå af.
- Godnat Wien, farvel Geneve, hej hej Steve McClaren, skriver Daily Mail.
Med nederlaget til Rusland kan England ikke længere selv afgøre, om holdet kommer til EM næste år. Selv hvis England vinder den sidste kvalifikationskamp over Kroatien, kan Rusland gå videre på bekostning af England ved af vinde deres to sidste kampe.
- Men i aftes føltes det som om, at det var ovre, skriver Daily Mail.
Tænd lunten
I pausen mellem første og anden halvleg var England med en 1-0-føring godt på vej mod EM efter mål af Wayne Rooney. Men i anden halvleg fik russerne tildelt et straffespark, som indskiftede Pavlyuchenko udnyttede, og det var også ham, der senere scorede til 2-1.
Og selvom straffesparket til Rusland var en klokkeklar fejlkendelse, får spillerne hårde ord med på vejen.
- Kyllingerne kommer hjem til grillning, skriver The Sun.
Ordene til landstræneren er ikke mildere:
- Denne avis har engang bundet McClaren fast til en raket og truet med at skyde ham ud i rummet, skriver The Sun.
- Nu er det på tide at tænde lunten.