Først på tirsdag præsenterer regeringen sin reform af førtidspensionen.
Men allerede nu er et af de centrale punkter i reformen lækket til pressen og får FOA-formand Dennis Kristensen til at kritisere regeringen.
"Den er helt gal, hvis det at prøve at få de unge til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet indebærer, at det skal være på en kontanthjælpsydelse i stedet for det, der svarer til dagpenge," siger han til Newspaq.
Jyllands-Posten afslører i dag, at reformen rummer en fastfrysning af de sociale ydelser til de unge, der i stedet for at blive parkeret på førtidspension skal gennemgå et såkaldt udviklingsforløb.
"Jeg synes, det er fornuftigt at lave et udviklingsforløb. Det er rigtigt at få prøve at få de unge tilbage til noget, der ligner en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men så er det eneste logiske, at det skal være på en ydelse, der svarer til at have tilknytning til arbejdsmarkedet," siger Dennis Kristensen.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) præsenterer på tirsdag reformen af førtidspensionen. Hun har tidligere meldt ud, at det skal være slut med at parkere unge under 40 år på den livslange ydelse.