I fremtiden kommer vi måske til at se en stor stigning i antallet af FOA-medlemmer, der ikke længere er i fysisk stand til at arbejde.
For alt for mange tunge løft, forvredne stillinger og gentagne, ensidige bevægelser bliver en del af arbejdsdagen for et stigende antal FOA-medlemmer. Det fremgår af en ny undersøgelse fra fagforbundet, skriver ugebrevet A4
Mens det i 2010 var 38 procent af FOA-medlemmerne, som arbejdede meget i bøjede og forvredne stillinger, er andelen vokset til 51 procent i den netop færdiggjorte undersøgelse fra i år. I begge undersøgelser har over 1.200 medlemmer deltaget. Hos FOA er de foruroliget over stigningen.
- Det er et stort problem, at der er sket en stigning, for i forvejen er der mange medlemmer inden for service-, pædagog- og social- og sundhedsområdet, som har problemer med ryg og nakke. Konsekvensen bliver, at flere bliver uarbejdsdygtige, og det er dyrt for samfundet, siger Inger Bolwinkel, forbundssekretær i FOA, til A4
Nogen vil måske påstå, at fysisk arbejde styrker konditionen. Men hvis man bliver overbelastet kan få alvorlige konsekvenser - det siger forklarer Gisela Sjøgaard, der er professor i fysiologi og biomekanik på Syddansk Universitet
- Tunge løft og forvredne stillinger betyder ikke nødvendigvis, at man arbejder med sine muskler, så kredsløbet kommer i gang, pulsen op og formen forbedres. Tværtimod sker der en stigning i blodtrykket, så kredsløbet belastes, og stofskiftet ikke stiger nok til, at konditionen stiger. Det betyder større risiko for både hjertekarsygdomme og stofskiftesygdomme som for eksempel sukkersyge, siger professoren til A4
FOA forklarer stigningen med, at der på grund af nedskæringer er færre folk til det hårde arbejde - og at der derfor er mere pres på den enkelte.