Parterne i konflikten står åbenbart ikke så stejlt over for hinanden, at de ikke er til at tale med.
De strejkende fra Fag og Arbejde (FOA), der blandt andet repræsenterer sosu-assistenterne, er måske klar til at finde en løsning med arbejdsgiverne, der i dette tilfælde er kommunerne. Det siger FOA-formand Dennis Kristensen tirsdag til Berlingske Tidende.
Han kræver en ligelønskommission nedsat af politikerne på Christiansborg. Til gengæld vil kravet om en lønstigning på 15 procent - frem for de 12,8, som andre faggrupper og forbundet har forhandlet sig frem til - falde bort.
- Skal der findes en løsning ved forhandlingsbordet, så må både FOA og arbejdsgiverne file noget på deres hidtidige standpunkter. Får vi en ligelønskommission, som udløser penge i løbet af overenskomstperioden, så vil jeg vurdere vores lønkrav i lyset af det. Så kan det godt være, at de 15 procent, som vi har krævet her og nu, ikke nødvendigvis skal nås ved forhandlingsbordet, siger Dennis Kristensen til Berlingske Tidende.
Meldingen kommer efter, at der i går var et flertal i bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) for en lockout af de strejkende.
Til gengæld afviser sygplejerskerne at følge FOA:
- Jeg har ikke tænkt mig at file på kravet om, at vi skal have lønstigninger på 15 procent og en ligelønskommission. Kommer der er en ligelønskommission, ser vi formentlig ikke ikke noget til pengene før de næste overenskomstforhandlinger, siger Connie Kruckow, der er formand for Sundhedskartellet, til avisen.
Topforhandleren for Kommunernes Landsforening, der er den modsatte part i strejken, Mads Lebech (K), siger, at det vil være positivt, hvis FOA kan bruge en ligelønskommission som begrundelse for at komme til forhandlingsbordet.