En kæmpe succes. Ekstremt begejstrede.
I fagforbundet FOA, der organiserer bl.a. hjemmehjælpere og rengøringsassistenter, er man begejstret over, at regeringen vil styrke brugen af jobrotation, hvor en ledig overtager jobbet, mens en fast medarbejdere går på efteruddannelse.
- Vi har sindssygt gode erfaringer med jobrotation, lyder det fra Erik Kristiansen, konsulent i FOA.
Fagforbundet, der er landets tredjestørste med ca. 193.000 medlemmer, har haft 40-50 jobrotations-projekter kørende inden for de seneste år.
Projekterne har betydet, at 700-800 ledige har fået foden indenfor på jobmarkedet, mens hundredevis af forbundets mange ufaglærte er sendt på kurser.
- Det, vi satser på, er at give de ikke-faglærte en kompetencegivende uddannelse. Samtidig kommer de ledige ind som vikarer. Vores erfaringer viser, at over 60 procent af vikarerne efterfølgende kommer i job eller begynder på en uddannelse. Jobrotation er uden tvivl det mest succesrige beskæftigelsesprojekt, vi har, siger Erik Kristiansen.
I nogle af projekterne er social og sundhedshjælpere uddannet til social- og sundhedsassistenter.
- Som hovedregel er det dog ikke-uddannede, der kommer ind, siger Erik Kristiansen.
Regeringen vil med en såkaldt ungepakke på 635 millioner kroner komme den høje ungdomsarbejdsløshed til livs.
Størstedelen af beløbet går til at styrke jobrotationsordningen. Regeringen forventer, at mellem 6.000 og 7.000 unge vil få gavn af ungepakken.
Også i hovedorganisationen FTF, der bl.a. repræsenterer lærere og sygeplejersker, er man glade for, at regeringen bevilliger ekstra penge til jobrotation.
- Det er glædeligt, at regeringen ønsker at løfte jobrotation for FTF's ledige - især dimittenderne. Og det er også meget nødvendigt, siger formand Bente Sorgenfrey.
Hun har i dag modtaget en meddelelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen om, at alle jobrotationspengene for 2012 allerede er beslaglagt. I år er der afsat 30 mio. kr. til jobrotationsydelse på FTF-området.
- Det betyder, at projekter, som er klar til at køre nu, ikke kan få bevilling. Det er dybt beklageligt. Jeg vil derfor opfordre ministeren til, at der hurtigst muligt allerede i år afsættes ekstra midler, siger Bente Sorgenfrey.