LO sagde pænt ja og amen til S-SF's plan "Fair Løsning". Var det overraskende?

Nej, det var det rene spil for galleriet.

Siden regeringen kom med sin konvergensplan i februar, har S-SF nærmet sig LO og tre af de store forbund: 3F, Dansk Metal og HK.

Konvergensplanen, hvor det offentlige skal spare 24 milliarder inden 2013, gjorde det klart for S og SF, at de skulle i gang med en større økonomisk plan end de først havde tænkt sig.

Derfor blev der taget kontakter til toppen af fagbevægelsen for at finde ud af, om man kunne lave en holdbar løsning. S-SF kom med forslaget om den ekstra ugentlige arbejdstime - i første omgang slog fagbosserne syv kors for sig, men langsomt talte de sig ind på hinanden.

Oplægget skulle være kommet efter påske. Så skulle det komme før sommer. Hvad handlede det om?

Også rent spil. Det var ikke påsken, der var afgørende - vi taler trods alt ikke om en ny opstandelse. Nej, det afgørende var, at  overenskomsterne var i hus og stemt hjem. Ellers ville et forslag om øget arbejdstid være den rene gift.

3F, Metal og HK har været med - det er tre af de fire store forbund. Hvad med det fjerde, FOA?

De har ikke været inviteret med i det pæne selskab. FOA's formand, Dennis Kristensen, er ofte en torn i øjet på andre dele af fagbevægelsen, han er kendt for at være åbenmundet og så er han ikke socialdemokrat.

Så han og hans offentlige ansatte har været sat ud på sidesporet og blev først orienteret om udspillet i sidste uge. Og det var af SF.

De øvrige har været i tæt kontakt og langsomt er fagbevægelsen blevet mere overbevist om, at Helle Thorning-Schmidt er et reelt bud på en statsminister. Og at samspillet med SF har mere bund end tidligere tiders snak om arbejderflertal.

Hvad er det, der gør, at parti og fagbevægelse nu finder hinanden?

De har brug for hinanden. Så simpelt er det.

S-SF har brug for fagbevægelsens støtte, hvis f.eks. ideen om længere arbejdstid skal have nogen form for gang på jord. Det er overenskomst-stof og hvis ikke LO - og FTF i øvrigt - er med på vognen, har forslaget ingen gang på jord.

LO og de store forbund har brug for at få politisk indflydelse. Her er samarbejdet en kærkommen lejlighed til at få del i den magt, fagbevægelsen i årevis har måttet se gå sin næse forbi.

Og så mangler fagbevægelsen medlemmer. Også i A-kasserne, hvor især LO-kasserne forbløder. Her er en kontant håndsrækning fra Thorning og Søvndal: Flexjobbere skal i A-kasse. Det kan være op mod 60.000 medlemmer - og det er trods alt mere end det årlige frafald.

S-SF vil også give A-kasserne del i de opgaver, der i dag ligger i jobcentrene. Det er også gode penge i slunkne kasser.

Helle Thorning-Schmidt kaldte det en historisk alliance, da LO havde sagt ja og tak til planen "Fair Løsning".  Er den det?

Hvis man med historisk mener, at det er en ny alliance, er det noget vrøvl. For det historiske er ikke, at parterne finder hinanden - det historiske er, at de genfinder hinanden.

De er to dele af den samme bevægelse, det politiske og det faglige ben. De sad i hinandens hovedbestyrelser indtil slut 90'erne - hvor S smed LO på porten.

Det skete efter et ungdomsoprør i 1995, anført af senere partisekretær Jens Christiansen og med nuværende politisk ordfører, Henrik Sass, som medunderskriver. En del af oprøret gik på at kappe båndene til LO. Det skete og i 2002 svarede LO igen, da de stoppede med at betale omkring syv millioner årligt i partistøtte.

Nu er de så sammen igen. Uden formelle bånd og uden penge. Og i øvrigt med samme Henrik Sass som manden, der i månedsvis har måttet kitte forholdet til LO sammen igen.

Et af de helt store omdrejningspunkter i planen er treparts-forhandlingerne. Er det en ny forteelse?

Nej - det er meget, meget gammeldags. Fogh brugte det lidt - men den sidste store treparts-forhandling, der virkelig battede, var forhandlingen om arbejdsmarkedspensionerne sidst i 80'erne.

Det er den, nogle kilder i fagbevægelsen taler om, når det nye samarbejde skal sættes i overskrift. Det var en landvinding for bevægelsen - men en smerte for partiet, for den blev indirekte eller direkte grunden til formandsopgøret i 1992.

Det var den, der fik fagbevægelsen til endegyldigt at tabe tålmodigheden med Svend Auken og hjælpe Poul Nyrup Rasmussen til magten.

Det ligner en norsk model, hvor SV og Arbeiterpartiet er på anden valgperiode. Støttet af norsk LO. Ender det også sådan i Danmark?

Det overlader jeg til spåkonerne. Men som i Norge er alle parterne nu på plads. S og SF er blevet politisk gift og med "Fair Løsning" er LO og FTF også hoppet ombord i ægtesengen.

Det er mange - men det kan ende i harmoni.