Det er ikke topcheferne i det private erhvervsliv, der trænger til højere tal på lønchecken, men derimod de almindelige lønmodtagere og mellemlederne i den offentlige sektor. Sådan lyder udmeldingen fra formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) Dennis Kristensen, efter en meningsmåling i Børsen i dag har vist, at 30 procent af topcheferne mener, de får lidt i løn.
»De seneste fem år har der været lønfest for topchefer i den private sektor med betydelige løn- og honorarstigninger. Der vil jeg sige, at det er mere et signal om, at de almindelige lønmodtageres lønninger må kunne stige, end at der skal mere i lønningsposen til dem, der i forvejen har skrabet endnu mere til sig,« siger han og tilføjer, at også mellemlederne i det offentlige kunne trænge til et hak opad:
»Mellemledere i den offentlige sketor har et lønmæssigt efterslæb. På det offentlige arbejdsmarked er der brug for at gøre noget ved mellemledernes lønninger. Behovet for at kigge på deres løn er langt mere reelt end at kigge på de topchefer, der er blevet forfordelt i det private erhvervliv,« siger han.