TJEK SELV DETTE CITAT fra en udvidet udgave af et debatindlæg fra en tidligere sygeplejerske studerende i Berlingske:

”Derudover har jeg sammen med en sal fuld af medstuderende været til foredrag med en feltsygeplejerske i auditoriet på mit uddannelsessted, som gentagne gange grinende og jokende nedgjorde assistenter ved blandt andet at sige "stol aldrig på en sosu-assistent" og "de satans assistenter ved jo ikke bedre", "en assistent aner jo ikke, hvad faglige udtryk betyder", samt det, der var værre.”

Den tidligere sygeplejerskestuderende Anja Halsson oplevede både på studiet at blive undervist i diskrimination, men så også diskriminationen praktiseret i den del af uddannelsen, hvor hun var ude på sundhedsvæsenets arbejdspladser:

”Ude på landets arbejdspladser bliver assistenterne i stigende grad frataget deres arbejdsopgaver og ansvar. En assistent med 20 års erfaring skal blandt andet ydmygt bede en ung nyuddannet sygeplejerske om at godkende, at hun ringer til en forvagt for at hjælpe en patient, også i en tilspidset akutsituation, som kan få alvorlige konsekvenser for patienten ved den ekstra administrationstid. Assistenter med stor erfaring og faglig ekspertise i psykiatrien mister retten til at udlevere medicin, da opgaven bliver overdraget til en sygeplejerske til trods for, at assistenten er bedre uddannet i psykofarmaka.”

Den verden, Anja Hallsson beskriver, kender FOA alt for godt.

VI HAR I ÅREVIS måtte kæmpe både lokalt og centralt mod de systematiske kampagner for at miskreditere social- og sundhedsassistenternes faglige kompetencer. Mod fratagelsen fra den ene dag til den anden af ansvarsområder, som de er uddannet til at varetage, og mod stillingsnedlæggelser for at skabe plads til endnu flere sygeplejersker.

Mens alle verdens problemer – måske klimaet og sult undtaget – angiveligt kan løses med endnu en specialuddannelse til sygeplejersker, så er social- og sundhedsassistenternes uddannelse bred og rettet mod både ældreplejen, det somatiske sygehusvæsen og psykiatrien.

Uddannelsens længde er 3 år, 9 måneder og 3 uger og kombinerer teori og praktik med et mål om at skabe medarbejdere, som har forudsætningerne for at se hele patienten eller borgeren og se helheden i den indsats, der iværksættes. Og social- og sundhedsassistenterne er ligesom andet centralt placeret sundhedspersonale autoriseret af Sundhedsstyrelsen med et selvstændigt ansvar for eget arbejde overfor Patientombuddet.

Uddannelsen er netop revideret med udgangspunkt i opgaver, der er omfattet af Sundhedsloven, og som i stigende omfang skal varetages af kommunerne. Det gælder opgaver som smertelindring, sundhedsfremme og forebyggelse, tidlig opsporing, faglig refleksion og observation, koordinering om teamledelse.

Dertil kommer social- og sundhedsassistenternes kompetencer på medicinområdet.

DET ER ABSURD, at politikerne tillader sygeplejefaglige ledelser m.fl. at fratage faggruppen medicin-opgaver, som de er uddannet til, og som nu ovenikøbet er eksamensbelagte fag i uddannelsen. Det skal man være en leder, der praktiserer fagpolitik i egen faggruppes interesse, eller en kommunal eller regional politisk slapsvans for at acceptere.

Anja Hallsson beskriver I sit debatindlæg en uhyggelig kultur, som hun har set blive bygget op på sygeplejerskeuddannelsen.

Endnu mere uhyggelige er de argumenter, som Dansk Sygeplejeråd fra tid til anden kaster på banen for at devaluere social- og sundhedsuddannelsen.

Argumenter, som gør social- og sundhedsassistenter til en direkte risiko for patienter i sygehusvæsenet. Argumenter, som påstår, at dødeligheden blandt patienterne stiger, hvis patienterne møder en erfaren social- og sundhedsassistent i stedet for en nyuddannet sygeplejerske.

UMIDDELBART LYDER DET som en rigtig dårlig diskriminations-vittighed. Men det er ikke desto mindre den slags argumenter, som DSR i forskellige indpakninger præsenterer beslutningstagere og offentlighed for.

Tidligere var det amerikansk forskning, nu er det europæisk forskning, der angiveligt skulle dokumentere, at dødeligheden på sygehusafdelinger falder i takt med, at antallet af sygeplejersker skrues op på bekostning af social- og sundhedsassistenter.

Men det er simpelthen en uhæderlig udlægning af forskningsresulater.

Den seneste forskning, DSR tager udgangspunkt i, forholder sig slet ikke til de øvrige sundheds- og plejegrupper – eksempelvis læger eller det, der i andre lande betegnes som ”nurse assistens”.

Prøv lige at tænke tanken, hvis forskningen blev brugt til at sige, at dødeligheden på hospitalsafdelinger falder, hvis læger udskiftes med sygeplejersker? Det ville alligevel være for flippet, ikke?

Og så tager forskningen iøvrigt forbehold for, om der overhovedet er sammenhæng mellem den faggruppe, eller de faggrupper, som patienter har mødt under behandlingen, og dødeligheden, fordi forskerne ikke har kunnet koble det konkrete plejepersonale med de konkrete patienter.

MAN SKAL MED ANDRE ORD læse forskningen, som fanden læser Bibelen, for at nå frem til den konklusion, at social- og sundhedsassistenter ikke på lige fod med sygeplejersker medvirker til at redde liv i sygehusvæsenet. Til gengæld er det indlysende at for lidt personale kan øge dødeligheden, ligesom tilstrækkeligt personale kan øge overlevelsen.

Gør politikerne så noget ved diskriminationen mod og jagten på social- og sundhedsassistenterne?

Endnu ikke med enkelte positive undtagelser.

Og vi vil her op til kommune- og regionsvalget opleve politikere, der sætter den kommunale ældrepleje og det regionale sygehusvæsen i centrum. Og ikke mindst vil de kommunale politikere kvittere for vælgernes prioritering af ældreplejen som det vigtigste valgtema med flotte ord om de ansattes og især social- og sundhedsassistenternes indsats.

Men vi har for længst passeret det stadie, hvor politikeres pæne ord ændrer på diskriminationen af en hel faggruppes indsats i ældreplejen og sundhedsvæsenet.

Social- og sundhedsassistenternes fremtid sikres først den dag, politikerne beslutter sig til at sætte sig i førersædet og tage rattet ud af hånden på de, der i dag driver fagpolitik I stedet for faglig ledelse.

Det kræver politikere med stort P og med hår på brystet.

Den slags politikere, der prioriterer ældre og patienter før fagpolitik og som ikke lader sig trække rundt ved næsen.

Den slags har vi desværre endnu til gode at møde.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.