Hovedorganisationerne LO og FTF besluttede fredag eftermiddag på to ekstraordinære kongresser at slå sig sammen til én ny hovedorganisation med 1,5 millioner fagforeningsmedlemmer.
I toppen af den nye supertanker i fagbevægelsen, der endnu ikke fået et navn, vil der udover Lizette Risgaard være seks næstformand. To fra FTF og fire fra LO, og ifølge Jyllands-Posten Erhverv vil de syv topfigurer koste 7,3 millioner kroner i løn om året.
Samtidig skal der svinges med sparekniven, da der ifølge Jyllands-Posten skal fyres 40 ansatte som følge af de dobbeltroller, der vil opstå ved at slå de to hovedorganisationer sammen til én.
Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen var den oprindelige plan, at der skulle være fem næstformænd i den nye hovedorganisation, men i sidste øjeblik kom der et ekstra medlem fra FTF ud over formanden Bente Sorgenfrey, som kan se frem til at blive næstformand i den nye fagforeningskæmpe.
- Jeg synes, det er en tosset beslutning med så mange, men man har været meget naiv, hvis man ikke havde regnet med, at FTF ville have én mere. De ligger på halvdelen af LO i medlemstal, så de har selvfølgelig også en forventing om at få flere end én post med over, siger Dennis Kristensen til Jyllands-Posten Erhverv.
Han fortsætter:
- Det behøver man ikke være professor for at regne ud - det kan man klare med 2. modul på portøruddannelsen, siger Dennis Kristensen til Jyllands-Posten Erhverv.