Det er positivt, at regeringen og Enhedslisten nu har kastet en økonomisk redningskrans ud til de tusindvis af langtidsledige, som løbende ryger ud af dagpengesystemet.
Men presset på regeringen for at finde en langtidsholdbar løsning på dagpengeområdet, skal fastholdes, mener fagforbundet FOA's formand, Dennis Kristensen:
- Det er godt, at der er fundet en lappeløsning her i 11. time inden 1. juli. På den måde får vi kastet en redningskrans ud til alle de ledige, som ikke har vidst, hvad der skulle ske i fremtiden. Det giver en vis tryghed, siger han.
- Men man skal huske på, at det stadig er det samme dagpengesystem, der gælder efter dagpengereformen. Så selve det fundamentale efter den urimelige reform står desværre stadig ved magt.
Regeringen og Enhedslisten er mandag nået til enighed om en nødhjælpspakke til de langtidsledige, som har mistet, eller vil miste, retten til dagpenge som følge af dagpengereformen, der trådte i kraft 1. januar.
Parterne fik således høvlet den store knast om aftalens finansiering i bund. Det betyder, at a-kassernes medlemmer alligevel ikke skal finansiere størstedelen af aftalen gennem forhøjede kontingenter.
Enhedslisten har stået stejlt på, at den øvelse skulle skrottes. Og det glæder Dennis Kristensen, at regeringen har givet sig:
- Det er godt, at løsningen ikke skal betales over a-kassekontingenterne. Det ville være helt urimeligt. Og det ser ud til, at man har fundet en anden fornuftig finansiering, siger han.
Den samlede finansiering på 1,85 milliarder kroner er i stedet sammensat som et kludetæppe med beløb fra flere forskellige puljer og for eksempel ved at skære i tilbuddet om danskundervisning for voksne udlændinge.
Med aftalen får de langtidsledige blandt andet mulighed for en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse per 1. januar 2014.
Ydelsen udgør 60 procent af det maksimale dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.
/ritzau/