Indtil videre har FN arbejdet imod dødsstraf, men på sin første arbejdsdag lykkedes det organisationens nye generalsekretær at så tvivl om den holdning.
På et pressemøde tirsdag blev Ban Ki-Moon spurgt, hvad han mente om henrettelsen af Saddam Hussein. Efter at have fordømt den tidligere diktator faldt ordene:
»Om man vil have dødsstraf eller ej er op til hver enkel medlemsstat,« sagde han ifølge Reuters og understregede, at strafformen er i overensstemmelse med international ret.
Sydkoreanske Ban Ki-Moon sagde ikke noget urigtigt, men hans udtalelse har sat gang i snakken om, hvorvidt han ikke ønsker at fortsætte FN’s arbejde mod dødsstraf. Hans hjemland, hvor han tidligere var udenrigsminister, bruger som et af verdens få demokratier dødsstraffen.
Efter den omstridte udtalelse var Ki-Moons talskvinde dog straks ude at lægge låg på sagen.
»FN’s politik er stadig, at organisationen er imod dødsstraf,« sagde Michelle Montas til Reuters.
Ban Ki-Moon tiltrådte 1. januar 2007 som generalsekretær, efter af Kofi Annan trådte tilbage.