Det bliver med deltagelse af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, når snoren til den nye FN-by i Københavns Nordhavn skal klippes den 4. juli 2013.
Sammen med dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil Ban Ki-moon deltage i indvielsen af FN-byen, som fremover kommer til at huse FN's otte organisationer i Danmark, oplyser Udenrigsministeriet.
Den nye FN-by i København består af moderne kontorfaciliteter og en ny højteknologisk lagerbygning i det københavnske nordhavnskvarter.
Også udenrigsminister Villy Søvndal (SF), udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), deltager i arrangementet.
I mere end 50 år har forskellige FN-organisationer haft afdelinger i København, men det er første gang, afdelingerne samles under et tag.
De mest kendte FN-organisationer, der nu skal dele kontorbygning, er sundhedsorganisationen WHO, børnefonden Unicef, fødevareprogrammet WFP og miljøprogrammet Unep.
De resterende organisationer er Unops, der servicerer og koordinerer på vegne af alle FN's underorganisationer, udviklingsprogrammet UNDP, befolkningsfonden UNFPA og UN Women, der kæmper for kvinders indflydelse og rettigheder.
FN-byen kommer til at huse omkring 1250 ansatte.
/ritzau/