FN's særlige udsending i Syrien, Kofi Annan, konstaterer nu, at den syriske regering ikke har overholdt betingelserne i den våbenhvile, som torsdag morgen trådte i kraft mellem syriske regeringsstyrker og oprørere.
Konsekvensen bør derfor være, at FN sender ubevæbnede observatører til landet for at sikre, at præsident Bashar al-Assads regime overholder de seks punkter, våbenhvilen er bygget op om.
FN har derfor skrevet et udkast til en FN-resolution, som skal forpligte FN's Sikkerhedsråd til at sende fredsobservatørerne ind i det krigshærgede land.
I første omgang skal 30 observatører sendes til Syrien, men med tiden skal flere følge efter, forklarer Kofi Annan ifølge Al Arabiya News.
FN's Sikkerhedsråd bør "kræve, at den syriske regering implementerer dets forpligtelser (som er indskrevet i den indgåede våbenhvileaftale, red.) fuldstændigt (...) for at stoppe troppebevægelser i befolkede områder, stoppe al brug af tungt skyts i sådanne områder og begynde tilbagetrækkelse af militæret," lyder det ifølge udkastet.
Lokale syriske observatører beretter ifølge internationale medier, at mindst 37 civile syrere blev dræbt i løbet af torsdagen på trods af den indgåede våbenhvile.
Det får flere statsledere til at konstatere, at Bashar al-Assad åbenbart ikke overholder våbenhvilen.
"Jeg tror ikke, Bashar al-Assad er oprigtig. Desværre tror jeg ikke på våbenhvilen. Det er min opfattelse, og jeg diskuterede dette med Barack Obama (USA's præsident, red.) i går eftermiddags, at internationale observatører som det allermindste bør blive indsat for at konstatere, hvad der foregår," siger Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, ifølge Reuters.
Kilde: Al Arabiya News, Reuters