Rygterne, om hvorvidt der er blevet brugt kemiske våben i borgerkrigen i Syrien, skal nu undersøges til bunds af det internationale samfund.
Det mener generalsekretæren for FN Ban Ki-moon, der fortæller, at han vil stå i spidsen for en undersøgelse, der skal klarlægge, om rygterne taler sandt.
- Jeg har besluttet, at jeg skal stå i spidsen for en FN-undersøgelse, der undersøger det mulige brug af kemiske våben nærmere, siger Ban Ki-moon.
Ban Ki-moon fortæller, at "den vanskelige undersøgelse" i særlig grad vil fokusere på den syriske regerings påstand om, at oprørerne har affyret kemiske missiler.
Dog opfordrer Frankrig, Storbritannien og USA FN-generalsekretæren til at udvide undersøgelsen, så den også kommer til at omfatte rygter om, at præsident Bashar al- Assads styrker har rettet kemiske våben mod oprørerne.
Dette har Ban Ki-moon dog ikke kommenteret indtil videre.
Den syriske regering har anklaget oprørere for at bruge kemiske våben i et angreb på Khan al-Assal nær Aleppo tirsdag. Oprørerne sagde modsat, at regeringen iscenesatte angrebet på egen hånd.
/ritzau/AFP