FN har besluttet at trække en stor del af sine medarbejdere ud af Syrien, fordi sikkerhedssituationen i det krigshærgede land på det seneste er blevet forværret.
Ansatte, der ikke arbejder med strengt nødvendige opgaver, bliver hentet ud, oplyser FN's kontor for koordinering af nødhjælp (Ocha) i en meddelelse.
- FN har besluttet at sende alle ikke-nødvendige internationale medarbejdere ud af Syrien og stoppe alle ture uden for hovedstaden indtil videre, skriver Ocha.
Op mod 25 af de omkring 100 udenlandske ansatte ventes at forlade Syrien allerede i denne uge.
I de seneste uger har der været flere angreb mod de bilkolonner, der kører med humanitær hjælp, og både varer og køretøjer er blevet kapret.
Nogle nødhjælpskolonner er blevet fanget i krydsilden mellem syriske regeringsstyrker og oprørere, og blandt andet er to udenlandske hjælpearbejdere blevet såret i skyderi tæt ved lufthavnen i Damaskus.
Hovedstaden blev ellers betragtet som relativt sikker indtil i sidste uge, da den største lufthavn blev lukket og fly til Syrien aflyst på grund af adskillige angreb fra oprørernes side.
- Situationen ændrer sig betydeligt, siger Sabir Mughal, der er FN's chefsikkerhedsrådgiver i Syrien.
- Der er øget risiko for de humanitære organisationer som resultat af vilkårligt skyderi eller sammenstød mellem parterne, siger han.
/ritzau/Reuters