En gruppe pakistanske FN-soldater skaffede sig ifølge BBC en særdeles indbringende sidegesjæft, da de var udstationeret i DR Congo i 2005. I stedet for at koncentrere sig om den fredsbevarende mission, så byttede de våben mod guld med en af de militser, som de skulle afvæbne. Det skete i 2005 i den nordlige mineby Mongbwalu.
En lokal handlende fortæller BBC, at den pakistanske deling var på særdeles venskabelig fod med to lokale militsledere, som går under navnene Kong Fu og Drage.
»Det var guld, som var basis for deres venskab. På den måde gik guldet, der blev udvundet fra minen, direkte til pakistanerne. De plejede at mødes i FN-lejren i Mongbwalu i et stråtækt hus,« siger Evarista Anjasubu.
I slutningen af 2005 var handlen med guld og våben vokset så meget, at immigrationsansvarlig i den lokale lufthavn Richard Ndilu blev mistænksom.
Gav våben til militser
Det fik den lokale distriktschef, Petronille Vaweka, til at indlede en undersøgelse af, hvad der egentlig foregik i den pakistanske lejr. Men da hun troppede op i lufthavnen for at undersøge indholdet af et pakistansk fly, blev hendes vej blokeret af congolesiske tropper, som på det tidspunkt var kommet ind over den lukrative handel.
Nogenlunde samtidig gjorde Human Rights Watch FN opmærksom på, hvad der foregik, og en intern undersøgelse blev iværksat. Den er endnu ikke færdiggjort, og FN benægter alle anklagerne mod de pakistanske soldater, indtil undersøgelsen engang bliver rundet af.
Men BBC har fået fat på et vidneudsagn fra en congolesisk soldat, der er afgivet til FN. Det viser, at så snart FN-tropperne havde konfiskeret våben fra militserne, så røg de direkte tilbage igen mod gylden betaling.
»Han så igen og igen militser, som den ene dag var blevet afvæbnet, men som den næste dag var bevæbnede igen. Han fik hver gang den samme besked. At det var den pakistanske delegation, som gav våbnene tilbage til militsen,« står der i FN-papirerne.
En undersøgelsesdelegation måtte senere evakueres fra området, da de blev overfaldet af de pakistanske soldater. Men da den pakistanske delegation skiftes ud hver sjette måned, er de omtalte soldater ikke længere på opgave i DR Congo.
Det er langt fra første gang, at FN-soldater har været involveret i alvorlige skandaler. Det har tidligere ført til, at FN har indført nul-tolerance over for seksuelt misbrug af børn.