Parkeringsvagterne har altid kronede dage foran FN-bygningen i New York. De forskellige FN-diplomater er nemlig fuldstændig ligeglade med, hvordan deres Mercedes bliver parkeret. Og det ender ofte med en bøde under vinduesviskeren. Meget ofte.
Faktisk så ofte, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, onsdag for et øjeblik måtte glemme alt om verdens nød og krig og i stedet agere parkeringsdiplomat med New York bys advokater, oplyser AP.
FN-diplomaterne skylder nemlig over 18 millioner dollar i ubetalte parkeringsbøder – hvilket svarer til over 103 millioner danske kroner.
»Det er vigtigt for diplomater, som nyder diplomatisk immunitet og andre privilegier, at holde sig inden for de regler, der gælder i det land, hvor de arbejder,« siger Ban Ki-moon.
Selv spadserer generalsekretæren på arbejde hver dag fra sin lejlighed på Manhattan.