Lad atomkraft og GMO løse den globale opvarmning. Sådan lyder anbefalingerne fra FN s klimaeksperter. Men miljøforkæmpere er klar til at gå på barrikaderne.
- Der findes ikke et eneste depot for radioaktivt affald,
som er stemplet som sikkert af denne verdens geologer, siger formanden for
klima og energipolitiken i WWF, Stephan Singer til nyhedsbureauet AFP.
Alligvel lyder anbefalingerne, at atomkraft, opbevaring
af CO2 under jorden og brug af genmodificerede afgrøder skal sætte gang i
produktionen af biobrændstof.
Ifølge eksperterne, der er samlet i FN s klimapanel (IPCC) er det nemlig helt
nødvendige metoder, hvis verden skal løse sine klimaproblemer. Det fremgår af
et udkast til den tredje delrapport om klimaforandringerne, som den britiske
avis The Observer har fået fingre i.
Udkastet lægger op til et gigantisk slagsmål både internt i FN og med alverdens
miljøorganisationer. Blandt verdens miljøorganisationer er holdningen til
a-kraft klar.
Både WWF og Greenpeace fastholder, at atomkraft ikke er et sundt alternativ til
fossile brændstoffer, men noget tyder på, at miljøforkæmpernes fasttømrede nej
til a-kraft er ved at bløde op.
Blandt andet har grundlæggerne af Greenpeace, Patrick Moore og James Lovelock,
tidligere meldt ud, at atomkraft er et effektivt svar på denne verdens
klimaudfordringer.
Ifølge udkastet til FN s klimastrategi har verdens lande kun
13 år til at forhindre katastrofale klimaændringer.
Hvis CO2-udslippet ikke bliver tæmmet inden 2020, vil det betyde smeltende iskapper, havstigninger og udbredte
oversvømmelser. Det er klimaeksperterne enige om.
Til gengæld peger FN s klimarapporter på, at det kun vil koste under en procent
af verdens samlede bruttonationalprodukt for at løse klimaproblemerne.
Nu er det op til FN s 120 medlemslande at blive enige om den endelig strategi,
når de fredag mødes i Thailands hovedstad, Bangkok.