Satellitoptagelser tyder på, at mindst 1,7 millioner mennesker opholdt sig i den bane, som en voldsom orkan trak hen over blandt andet Mozambique.
Det oplyser FN-organisationen Verdens Fødevareprogram i en erklæring tirsdag. Derudover blev 920.000 personer påvirket i Malawi.
Ifølge organisationen er det måske en af de værste naturkatastrofer nogensinde på den sydlige halvkugle.
- Orkanen Idai skabte oversvømmelsesområder, hvor vandet er seks meter dybt, hvilket har ført til "utrolige ødelæggelser" i et meget stort område, siger Lola Castro, den regionale chef for fødevareprogrammet.
Floden Buzi er gået langt over dens bredder, hvilket har kostet hundredvis af menneskeliv. Der er risiko for yderligere oversvømmelser i floderne Buzi, Pungoe og Save.
Over 1000 frygtes omkommet ifølge foreløbige rapporter.
FN har foreslået Mozambique at anmode Sydafrika om at sende helikoptere, som kan hjælpe med redningsarbejdet.
En af Mozambiques største byer Beira er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt ifølge Røde Kors.
- Omfanget af skaderne i Beira i Mozambique, der er påført af orkanen Idai, er massive og forfærdende, lyder det i en fælles erklæring fra International Røde Kors (IFRC) og Røde Halvmåne.
Distriktet Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.
Veje, huse, og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen og kommunikationslinjer er afbrudt.
Orkanen Idai gik i land i det centrale Mozambique allerede torsdag, inden uvejret bevægede sig videre til Zimbabwe og Malawi.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters