FN-mægleren i den syriske fredsproces Staffan de Mistura vil udarbejde et forslag, så de stridende parter kan komme i dialog om valg og forfatningsreformer i Syrien.
- Jeg mener, at tiden er inde til, at FN fremlægger detaljeret materiale, der kan stimulere en bredere samtale, siger Staffan de Mistura i FN's Sikkerhedsråd tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
FN har hjulpet med afviklingen af valg i mange lande, "så vi har erfaringen", argumenterer diplomaten.
En runde fredsforhandlinger i FN-regi sluttede i sidste uge uden resultat.
Den syriske forhandler Bashar al-Ja'afari beskyldte efterfølgende den syriske opposition, vestlige lande og Saudi-Arabien for at have saboteret processen.
Oppositionen havde stillet krav om, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke skal spille en rolle i syrisk politik fremover, og det var afpresning, mener al-Ja'afari.
Beslutningen om Assad blev truffet på en konference - under navnet Riyadh 2 - i sidste måned.
- Sluterklæringen fra Riyadh 2 er afpresning af Genève-processen, sagde den syriske chefforhandler efterfølgende på et pressemøde.
FN-mægleren var skuffet efter sammenbruddet i forhandlingerne. Han kaldte Genève-mødet "en stor forspildt chance".
Mistura sagde torsdag aften, at Syriens regering ikke ønskede at tale om andet end "terrorisme".
- Jeg oplevede ikke, at regeringen virkelig forsøgte at finde en måde at have en dialog og forhandle, sagde han ifølge nyhedsbureauet dpa.
Det lykkedes ham ikke at få de to parter til at mødes direkte. Netop udsigten til en direkte proces blev før mødet fremhævet som lovende.
/ritzau/