FN har belastende beviser mod saudisk kronprins
FN's særlige efterforsker opfordrer lande til at udvide sanktioner, så de rammer kronprins.

Efterforskning indikerer, at Saudi-Arabiens kronprins og andre højtstående personer stod bag drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Det siger en FN-ekspert onsdag.

Agnes Callamard, FN's særlige efterforsker af henrettelser uden forudgående retssager, opfordrer lande til at udvide sanktioner, så de kommer til at ramme kronprinsen og hans personlige stab.

Det er medmindre, at han kan bevise, at han ikke har noget ansvar for drabet.

I en ny rapport om drabet opfordrer Callamard FN's generalsekretær, António Guterres, til at tage initiativ til en opfølgende efterforskning af drabet på Khashoggi med henblik på at opbygge stærk dokumentation i sagen mod de påståede gerningsmænd.

Hun siger samtidig, at der bør fastlægges mekanismer, så der officielt kan placeres skyld i sagen.

I USA har demokrater i Kongressen tidligere krævet, at sagen skulle få konsekvenser for den amerikanske politik over for Saudi-Arabien.

Den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev i oktober 2018 dræbt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Det skabte meget røre internationalt.

Et år før drabet på Khashoggi fortalte Saudi-Arabiens kronprins en af sine nærmeste, at han ville bruge "en kugle" mod journalisten, hvis han ikke stoppede sin kritik af regimet.

Saudi-Arabien hævder, at drabet blev udført af en gruppe, som ikke havde fået ordre til det.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters
via Listen To News