En olietanker ved navn "FSO Safer", der ligger i Det Røde Hav, har i flere år givet FN og miljøgrupper mareridt.
Men tirsdag oplyser FN, at organisationen har sat gang i en operation, der skal hente olien ud af det forfaldne skib og forhåbentlig undgå en miljøkatastrofe.
"FSO Safer" er en olietanker, der indeholder råolie svarende til 1,1 millioner tønder. Skulle det slå læk, vil det udlede fire gange så meget olie, som "Exxon Valdez" gjorde ud for Alaska i 1989.
Skibet, der er fra 1976, er ikke blevet vedligeholdt siden 2015. Her blev det fanget i den borgerkrig, der har raset i Yemen.
Skibet endte ud for en del af landet, der kom under houthi-oprørernes kontrol.
FN har i flere år forsøgt at få lov til at komme nær skibet for at reparere skibet og derved undgå en lækage eller endnu værre en eksplosion.
Ifølge FN er skibet i et "fremskredent forfald" og vil på et tidspunkt "falde fra hinanden eller eksplodere", hvis ikke skibet bliver sikret.
Tidligere forsøg på at komme til skibet er blevet forhindret, fordi FN ikke har fået en garanti fra houthierne om, at eventuelle forsøg på at reparere skibet ikke ville blive udsat for angreb.
Eksperter har tidligere vurderet, at hvis olien i skibet skulle spilde ud i Det Røde Hav mellem Afrika og Den Arabiske Halvø vil det tage op til 30 år, før havmiljøet ville komme sig.
Det er lykkes at lave mindre reparationer på skibet. I 2020 fik en britisk delegation udbedret dele af skibets motorrum. Delegationen insisterede dog efterfølgende på, at der var brug for en mere permanent løsning hurtigst muligt.
Ifølge FN tirsdag er det lykkes at få et støtteskib til "FSO Safers" placering. Samtidig er en anden olietanker, som FN højest usædvanligt har købt til lejligheden, til stede.
De to skibe skal pumpe olie fra "FSO Safer" over i FN's olietanker. Det arbejde vil begynde inden for to uger, oplyser FN ifølge nyhedsbureauet AFP.
Når olien er pumpet ud af "FSO Safer" og over i FN's olietanker, skal "FSO Safer" ifølge AFP bugseres tomt væk fra sin placering ud for Yemen.
- Hvis alt går efter planen er vi på et tidspunkt i juni eller starten af juli i stand til at sige, at den kritiske fase af pumpningen af olie fra skib til skib er overstået, siger Achim Stein, der er chef for det FN-program, som står i spidsen for opgaven, ifølge AFP.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters