Ritzau
Opdateret kl. 01:01
FN's Generalforsamling stemmer med et stort flertal for at bebrejde Israel for drabet på over 120 mennesker i Gaza.
Samtidig afviser FN USA's forslag om at fordømme den palæstinensiske bevægelse Hamas for drabene.
FN-resolutionen blev stemt igennem med 120 stemmer for og otte imod, mens 45 afstod fra at stemme, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed fordømmer FN Israel for "overdreven magtanvendelse" i Gaza mod civile palæstinensere.
FN's generalsekretær, António Guterres, bliver desuden opfordret til at anbefale international beskyttelse i det palæstinensiske område.
Siden slutningen af marts er over 120 mennesker blevet dræbt under voldsomme sammenstød mellem israelske soldater og demonstrerende palæstinensere på grænsen mellem Israel og Gaza. Langt de fleste dræbte var ubevæbnede demonstranter.
På trods af det store flertal, der har stemt for resolutionen, har en række diplomater udtrykt bekymring for, at resolutionen er for ensidig.
Ligeledes er nogle bekymrede for, at det vil skabe falske forhåbninger, når resolutionen i vage vendinger opfordrer til beskyttelse af palæstinensere, skriver nyhedsbureauet dpa.
FN's Generalforsamling har stemt resolutionen igennem på opfordring fra palæstinenserne og deres tilhængere.
Palæstinenserne opfordrede til et hastemøde i FN's Generalforsamling, hvor der ikke kan nedlægges veto, efter at USA den 1. juni havde nedlagt veto mod en Gaza-resolution i FN's Sikkerhedsråd.
Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, kaldte resolutionen i Sikkerhedsrådet "groft ensidig" ved kun at bebrejde Israel. Hun kritiserede den også for ikke at nævne Hamas, som USA mener er skyld i volden.
/ritzau/