Verdens fødevarepriser steg 10 procent i juli, hvor tørke ramte store landbrugsområder i USA og Østeuropa, siger Verdensbanken i en erklæring, hvor regeringer opfordres til at udvikle programmer for at beskytte svage grupper.
Fra juni til juli steg priserne på majs og hvede hver især 25 procent, mens sojabønner steg 17 procent. Kun priserne på ris faldt - med fire procent, siger Verdensbanken.
I sin helhed er Verdensbankens indeks over fødevarer, som er et overblik over den internationale handel med landbrugsprodukter og madvarer, seks procent højere end i juli sidste år.
- Prisstigningerne truer millioner af menneskers sundhed og trivsel, siger Jim Young fra Verdensbankens ledelse.
Verdensbanken siger, at "Afrika og Mellemøsten er særligt sårbare, men det gælder alle de lande, hvor priserne på korn er steget meget pludseligt."
/ritzau/Reuters