Det var ellers ikke meningen, at sådan noget skulle kunne ske i Bagdads grønne zone. Torsdag over middag måtte FN¿s generalsekretær, Ban Ki-moon, imidlertid på egen krop erfare, at sikkerheden i Irak er et relativt begreb. Da den sydkoreanske FN-chef under sit første officielle besøg i Irak holdt en tale under et pressemøde i Bagdads bedst beskyttede kvarter, lød pludselig et højt brag, og dele af loftet begyndte at falde ned.
Ønsker stærkere indsats
På live-tv kunne seerne følge, hvordan Ban Ki-moon forskrækket kastede sig ned ved podiet. Ved siden af ham stod Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, helt roligt uden at trække en mine. En FN-talsmand forklarede efterfølgende til Reuters, at det høje brag stammede fra en mortérgranat, der var landet på en åben plads under 100 meter fra podiet. Ingen kom til skade.
Ban Ki-moon var i Irak for at drøfte FN s kommende indsats i det krigshærgede land, og han lagde ikke skjul på, at han ønsker en stærkere FN-indsats i landet, når sikkerhedssituationen forbedres.