Syriens præsident, Bashar al-Assad, har taget kampfly i brug for at få styr på situationen i millionbyen Aleppo, hvor de blodige sammenstød fortsætter med uformindsket styrke.
Det har FN's observatører i landet observeret, skriver nyhedsbureauet AP ifølge The Washington Post.
Under en briefing onsdag fortæller Sausan Ghosheh, missionens talsperson, om brug af "tunge våben - heriblandt kampvogne, helikoptere, maskingevær og artilleri".
Hun fortæller også, at observatørerne har troværdige oplysninger om, at oprørerne nu også selv har tunge våben og kampvogne.
Storbyen Aleppo var lang tid forskånet for hårde kampe, men siden 20. juli har urolighederne i Syrien været koncentreret omkring byen, som ligger i den nordlige del af landet.
Tirsdag løb de syriske oprørere to politistationer over ende i Aleppo og slog mindst 40 politifolk ihjel.
Erobringen af de to politistationer var ifølge en oprørsleder "en lille sejr", og onsdag forsøger oprørerne så at få kontrol over efterretningsafdelinger.
- Hvis disse områder bliver indtaget, så er der mulighed for sejr, siger oprørsleder Ferzat Abdel Nasser, der selv deserterede fra regeringsstyrkerne for en måned siden.
De væbnede oprørere erobrede mandag et strategisk vigtigt kontrolpunkt nordvest for Aleppo.
Dermed har rebelsoldaterne tilsyneladende kontrol med en direkte rute, som forbinder den tyrkiske grænse med Aleppo, hvor der bor 2,5 millioner indbyggere.
Her satte den syriske regeringshær lørdag gang i en militær offensiv for at kvæle oprøret, der mest består af desertører og bevæbnede civile.
/ritzau/