Antallet af uautoriserede politiske mord, hvor personer bliver henrettet uden rettergang, er bekymrende højt på Filippinerne, og meget tyder på, at militæret står bag en del af dem. Sådan lød anklagen fra Philip Alston, som er særlig FN-udsending på uautoriserede politiske mord, onsdag ved et pressemøde, skriver Reuters.
Ifølge den lokale menneskerettighedsbevægelse Karapatan er mere end 800 personer, hovedsagligt venstreorienterede aktivister, forsvundet siden præsident Gloria Macapagal Arroyo kom til magten i 2001. Philip Alston kunne dog ikke sige, hvor mange henrettede personer det drejer sig om. Men han mente dog, at antallet er foruroligende højt.
»Selv et begrænset antal drab af den type, det er blevet hævdet har fundet sted, har en tærende indflydelse på mange måder,« siger Philip Alston ifølge Reuters.
Han understreger siger dog, at der ikke er noget, der tyder på, at regeringen har sagt god for mordene. Men han kritiserer skarpt militæret for ikke at reagere på anklagerne.
Militæret hævder, at de fleste af de 800 personer kan være blevet dræbt i interne kampe i den kommunistiske oprørsbevægelse New People’s Army (NPA). Den filippinske stat har siden 1969 kæmpet mod NPA, og over 40.000 mennesker har mistet livet i den konflikt.