Står det til regeringen, skal FM-båndet slukkes i 2021, så det fremover kun vil være muligt at høre radio på DAB+ radioer.
Det er en del af regeringens medieudspil, som følger norsk eksempel. I Norge blev FM-båndet blev lukket i 2017.
De norske erfaringer har overordnet været positive, mener Jørgen Warvik Lyngvær, der er lektor på Institut for Journalistik på Højskulen i Volda i Norge.
- Fra et radiofagligt perspektiv er det gået godt. Lyttertallene er fortsat høje for norsk radio. Og særligt uden for de store byer har lytterne fået langt flere kanaler at vælge imellem, siger han.
Overgangen har dog også været anledning til en række problemer for de norske radiolyttere, påpeger Jørgen Warvik Lyngvær.
- Når man går fra FM til DAB, stopper de gamle FM-radioer med at virke. Det har især skabt problemer for bilisterne, der har måttet skifte deres bilradio, siger han.
Hensynet til bilisterne har også skabt bekymring i Danmark. Bilisternes interesseorganisation, FDM, anslår, at en eftermontering af DAB+ i en eksisterende bil koster mellem 2000 og 7000 kroner.
I Norge har overgangen været omkostningsrig for bilisterne, oplyser afdelingsdirektør i det norske kulturministerium, Kulturdepartementet, Øyvind Christensen.
- Det skyldes, at mange af de adaptere, der er solgt på det norske marked, ikke har været teknisk gode nok. Monteringen har vist sig vanskelig. Det kræver lidt kundskab at montere adapteren og antennen korrekt, siger han.
Men ifølge Jørgen Warvik Lyngvær kan det alligevel være en god idé for Danmark at lukke for FM-båndet inden for en overskuelig fremtid.
- Digitaliseringen af radioen vil ske uanset hvad. Så spørgsmålet er bare, om man skal gøre det nu, om fem eller ti år, siger han.
Han påpeger dog, at det i Norge var væsentligt dyrere at have dobbeltdistribution af både FM- og DAB-radio, end det er i Danmark.
Derfor mener han, at lukningen af FM-båndet ikke nødvendigvis er lige så presserende i Danmark, som det var i Norge.
/ritzau/