Fløjspilleren Maria Fisker blev hyldet som Danmarks bedste spiller efter 29-29-kampen mod Rumænien tirsdag aften, og Fisker blev da også sikker dansk topscorer med otte mål.
Ikke mindst i begyndelsen af anden halvleg kunne Viborg-fløjen nærmest ikke gøre noget forkert og havde totalt krammet på sin direkte modspiller og den rumænske målvogter Paula Ungureanu.
- Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt melde mig ind i turneringen. Nej, jeg fik nogle rigtig gode afleveringer fra Stine Jørgensen, og det er man jo som fløjspiller meget afhængig af.
- Jeg havde fint styr på målmanden, og så skulle jeg jo bare have bolden igen og igen, for hun mistede mere og mere selvtillid, jo flere gange jeg scorede, siger Maria Fisker, der kæmper en hård kamp med Ann Grete Nørgaard om spilletid på venstrefløjen.
Ligesom holdkammeraterne er Fisker også begejstret for, at det lykkedes at skrabe uafgjort hjem fra en kamp, hvor det længe så sort ud, og hvor udligningen først faldt i de sidste sekunder.
- Det var virkelig godt, at vi fik det ene point, for det kan blive altafgørende for os. At vi kom tilbage, selv om vi var så langt nede, viser, at holdet er vokset meget, mener Maria Fisker.
Danmark møder Norge i sidste puljekamp torsdag aften.
/ritzau/