Flyvende brasilianere tæt på fiasko ved OL

Brasiliens fodboldlandshold kom blæsende ud af starthullerne ved OL, men gik i stå efter pausen mod Egypten.

De brasilianske guldfavoritter ved OL i fodbold har helt som forventet tre point i tabellen efter holdets 3-2 sejr i første opgør mod Egypten.

Men det var et brasiliansk hold, der forsømte at fortsætte de imponerende takter, som blev vist i den første halve time, hvor nordafrikanerne blev blæst ud af Millennium Stadium i Cardiff, og hvor Brasilien bragte sig foran 3-0.

Rafael da Silva, Leandro Damiao og Neymar sørgede for de tre scoringer, som burde have afgjort kampen, men som i stedet lullede favoritterne noget i søvn.

Mohamed Aboutrika reducerede lige efter pausen, og et kvarter før tid gjorde indskiftede Mohamed Saleh det helt spændende, da han formindskede det brasilianske forspring til kun ét mål.

Men tættere på kom egypterne ikke, og de må nu håbe, at holdet kan besejre de to øvrige hold i puljen, Hviderusland og New Zealand.

På Old Trafford i Manchester fik tilskuerne sig noget af en nedtur, da Storbritannien kun fik 1-1 i en til tider hårdt spillet kamp mod Senegal.

Det er første gang i 52 år, et fælles britisk fodboldhold stiller op ved et OL, og det så længe lyst ud for briterne, der førte efter waliseren Craig Bellamys træffer efter 20 minutters spil.

Men blot otte minutter før slutfløjtet slap Moussa Konate fri på kanten af offside og sendte bolden ind bag Jack Butland i det britiske mål.

I puljens anden kamp vandt Uruguay med stjerneangriberne Edinson Cavani og Luis Suárez på holdet helt som ventet med 2-1 over De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.