Piloten i det lille Rockwell Commander-fly, der 30. august sidste år styrtede ned på Limfjords-øen Fuhr, lettede i medvind.
Det fastslår Havarikommissionen i en havarirapport, som netop er blevet udgivet, oplyser netavisen Newsbreak.dk.
Normalt letter fly i modvind for at sikre størst mulig opdrift, men piloten skønnede den pågældende dag, at en start i medvind var forsvarlig.
Ved styrtet blev to kvinder dræbt, og måneder senere afgik en 47-årig mand ved døden.
Piloten er således den eneste overlevende fra det tragiske styrt.
Af havarirapporten fremgår, at piloten forsøgte at afværge en kollision med træer for enden af startbanen ved først at krænge flyet og herefter rette det op. Men denne manøvre kom for sent, og flyet ramte træerne og brød omgående i brand, da brandstoftankene lækkede.
Havarikommissionen fastslår, at piloten havde en begrænset flyveerfaring på den pågældende flytype. Han havde ligeledes heller ingen typeerfaring for græsbaneoperationer og havde ikke noget kendskab til den pågældende lufthavn.