Et fly med tre tyske lystfiskere er styrtet ned i Bjugn i Norge fredag eftermiddag. Alle tre omkom, oplyser norsk politi.
De tre tyskere var på vej hjem fra en fisketur i Lofoten i Nordnorge sammen med seks andre, som fløj i to andre fly.
Det er uklart, hvad årsagen til ulykken er. Men det var gråvejr og overskyet i området, hvor flyet styrtede ned.
- Vi har fundet tre døde personer i en tysk indregistreret fly af typen Cessna, siger talsmand for havarikommissionen, Erik Willassen.
Han tilføjer, at al tilgængelig redningsmandskab inklusive en ambulancehelikopter blev sendt til ulykkesstedet.
Politiet og flyhavarikommissionen er i gang med tekniske undersøgelser på ulykkesstedet. Desuden er rednings- og brandslukningsmandskab sendt til området, da der er risiko for skovbrand.
Efter at læger har identificeret de tre døde, er det norske udenrigsministerium fredag aften i gang med at kontakte de omkomnes familier.
/ritzau/NTB