Flyselskabet Norwegian vil hente en milliard

Første er ikke gået som håbet for Norwegian, der nu satser på en kapitalindsprøjtning fra aktionærerne.
Norwegian har sat aktier til salg for i alt 1,3 norske milliarder kroner.
Norwegian har sat aktier til salg for i alt 1,3 norske milliarder kroner. Foto: Marcos Brindicci/Reuters

Hovedaktionærer i Norwegian er tirsdag eftermiddag blevet tilbudt at købe aktier i selskabet til en værdi af i alt 1,3 milliarder norske kroner, svarende til knap en milliard danske kroner.

Det oplyser luftfartsselskabet i en pressemeddelelse.

Den nye kapital fra emissionen skal bruges til at øge konkurrenceevnen og til at beskytte nuværende og kommende investeringer, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Transaktionen startede tirsdag klokken 17.00 og løber frem til onsdag morgen klokken 8.00.

Norwegian kom ud af 2017 med et underskud på knap 300 millioner norske kroner. Selve omsætningen for 2017 landede dog på knap 31 milliarder norske kroner, hvilket var fem milliarder mere end året før.

- Vi er overhovedet ikke tilfredse med resultatet i 2017, udtalte direktør Bjørn Kjos dengang.

Første kvartal af 2018 er dog heller ikke gået som planlagt for flyselskabet, der blandt andet er blevet udfordret af dyrt brændstof.

- Højere brændstofpriser og en stærkere euro har haft negativ indvirkning på omkostningerne. Gennemsnitsprisen på jetbrændstof i første kvartal af 2018 er indtil videre 12 procent højere end det, man regnede med i selskabets forventninger, oplyser Norwegian i pressemeddelelsen.

33,2 millioner passagerer rejste med lavprisselskabet sidste år. Det er rekord og svarer til en fremgang på 13 procent.

I februar undrede aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen, sig over, at det norske selskab ikke har formået at tjene penge på de mange passagerer.

- Jeg bider mærke i, at Norwegian er utroligt dygtige til at trække nye passagerer til, men samtidig ekstremt dårlige til at tjene penge på dem, sagde Jacob Pedersen dengang til Ritzau.

Flyselskabet har efterfølgende valgt at nedjustere forventningerne til 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.