Selv om transportminister, Henrik Dam Kristensen (S) fredag opfordrede til mere gennemskuelige billetpriser hos flyselskaberne, så bliver det næppe hos flyselskabet Nowegian, kunderne kommer til at se ændringer.
- Vores filosofi i Norwegian er, at passagerne skal have frihed til at vælge. Det betyder, at man kun skal betale for det, man har brug for.
- Vi ønsker ikke at tvinge folk til at betale for bagage, hvis man ikke har brug for den på sin rejse, siger Daniel Kirchhoff, kommunikationskonsulent hos flyselskabet.
Den danske transportminister udtrykker ellers netop irritation over, at rejsende hos nogle flyselskaber skal betale ekstra for at medbringe en almindelig kuffert.
- Det er vigtigt, at de flybilletpriser, forbrugerne bliver præsenteret for i annoncer og på nettet, er de endelige priser. Ellers kan man ikke sammenligne korrekt mellem luftfartsselskaberne, siger Henrik Dam Kristensen.
Han har desuden på fornemmelsen, at der kan snydes på vægten for eksempel med gebyr for køb på nettet og vil derfor have EU til at stramme reglerne.
- Derfor har jeg skrevet til transportkommissær Siim Kallas og foreslået, at de gældende regler ændres, så den slags skal være inkluderet i den annoncerede pris, siger den danske transportminister.
Reglerne kræver allerede, at alle obligatoriske skatter og afgifter skal være inkluderet i den pris, der annonceres med. Og netop den regel hæfter man sig også ved hos Norwegian.
- Vores priser er altid inklusive skatter og afgifter, siger Daniel Kirchhoff, som ikke mener, at der er noget problem på nuværende tidspunkt og derfor heller ikke har noget bud på, hvordan man kommer et sådant til livs.
- Vi koncentrer os om vores egen forretning og om at give vores passagerer det bedst mulige og tilbud. Det gør vi ved at give frihed til at vælge til og fra i forhold til den enkeltes behov og præferencer, siger han.
/ritzau/