Selv om corona-pandemien stadig hærger i det meste af verden, er der små tegn på, at vi så småt er ved at vende tilbage til en mere normal hverdag.
Siden stort set alle lande lukkede ned i marts, har ruteflyene været solidt plantet på jorden. Men nu genoptager Wizz Air som et af de første europæiske flyselskabet flere af sine ruter.
Lavpris-selskabet vil fredag atter flyve fra blandt andet Luton i England. Men alt bliver ikke, som før. Flypersonalet skal således være iført både masker og handsker under flyvningerne, passagererne får udleveret vådservietter, ligesom hele flyet vil blive desinficeret hver nat.
– Når vi vælger at genoptage visse flyvninger fra Luton, vil vores primære fokus være på sundhed, sikkerhed og vores kunders velbefindende, siger chefen for den engelske afdeling af Wizz Air, Owain Jones.
Det er i første omgang kun ruter til Budapest, Lissabon, Tenerife samt forskellige byer i Rumænien, der vil blive åbnet igen. Og Wizz Air forudser, at der vil gå lang tid, før driften er tilbage på normal.
– Kun omtrent 10% af selskabets flåde vil være i luften på fredag, siger selskabets øverste direktør, Josef Varadi, til rejsemediet Travel Weekly. Han forudser, at selskabet vil være på 30% i slutningen af maj eller juni.