Selv om den igen var gal med landingsstellet, da et Dash 8 fly i går nødlandede i Kastrup Lufthavn, ligner ulykken ikke de to, SAS tidligere har haft med den samme flytype. Det skriver flyproducenten Bombardier i en pressemeddelelse.
- Der er ikke noget, der tyder på en sammenhæng mellem denne ulykke og tidligere problemer med landingsstellet på SAS Q400-fly, konkluderer Bombardier.
- Det lader ikke til at være nogen sammenhæng mellem denne ulykke og tidligere episoder, hvor der haf været problemer med landingsstellet på SAS Q400-fly, står der i pressemeddelelsen.
Bombardier har orienteret alle sine Dash 8-kunder om ulykken i Kastrup, men flyfabrikaten anbefaler ikke, at selskaberne grounder sine fly eller undersøger dem nærmere.
Formodningen bliver bakket op af Havarikommisionen, der har afsluttet de første foreløbige undersøgelser.
De viser, at der umiddelbart er tale om en ny type fejl, oplyser kommisionen i en pressemeddelelse:
- De foreløbige undersøgelser viser, at der umiddelbart ikke er tale om
samme årsag til havariet som i det havari, der indtraf i Aalborg
tidligere på året, lyder det fra chefen i Havarikommisionen, Torkil Eriksen.
Om fejlen forklarer han:
- Under anflyvningen kunne cockpitbesætningen konstatere, at det højre
hovedunderstel blev delvist udfældet, men kom ikke fuldt ud og blev
låst. Den efterfølgende landing blev foretaget uden at det højre
understel var ned og låst. Under landing og det efterfølgende forløb
kom luftfartøjets krop og højre vinge i kontakt med banebelægningen.
Fejlen på flyet i går blev opdaget kort efter flyet var lettet fra Bergen i Norge. Der blev slået stor-larm i lufthavnen og flyet måtte cirkle rund i luften for at brænde så meget brændstof af som muligt inden nødlandingen. Da flyet landede på bane 30 knækkede den højre side af landingsstellet og flyet vippede om og lagde sig på højre vinge.
Ulykker minder derfor meget om det harveri, der fandt sted i Aalborg. Men der er altså tale om en ny type fejl.