En narkosmugling er blevet afsløret i Københavns Lufthavn.
I den forbindelse er en rejsende blevet anholdt for at have 2,8 kilo kokain med sig, da han ankom til Danmark. Det var toldere, der pillede manden ud til nærmere kontrol, oplyser politiet.
Lørdag skal en dommer i Københavns Byret afgøre, om manden skal varetægtsfængsles.
Den anholdte er sidst i 20'erne og er udlænding, oplyser en anklager i Københavns Politi.
Umiddelbart ønsker anklageren ikke at sætte navn på det land, som den anholdte kom rejsende fra.
Smugleri i denne størrelsesorden straffes normalt med flere års fængsel - også selv om man kun er kurér.
Hvis det viser sig, at den anholdte senere tiltales og findes skyldig, risikerer han mindst fængsel i seks år - hvilket i øvrigt er den samme straf, der normalt gives til den, der forsøger at dræbe en anden.
I en tidligere straffesag, der blev afgjort af Højesteret, har indsmugling af cirka to kilo givet netop seks år, fremgår det af en fagbog fra forlaget Thompson om domme i kriminelle sager.
I en anden sag blev en mand af landsretten idømt fængsel i syv år for overdragelse af to kilo og for indsmugling af yderligere to kilo.
/ritzau/