Sneen vælter ned i England. Landingsbaner og veje er forvandlet til glidebaner, og det har skabt et rent trafikkaos for både bilister og flypassagerer, skriver BBC.
Start- og landingsbaner i blandt andet Stansted, London City og Cardiff International Airport har uregelmæssig drift. Alle rejser er blevet forsinket, men hidtil er kun to afgange decideret aflyst.
Op til syv centimeter sne er foreløbig resultatet flere steder i England og Wales, men højereliggende egne kan, ifølge BBC Weather Center, forvente op til 15 centimeter i løbet af dagen.
Engelske industri-bosser advarer om at snevejret bliver dyrt:
»Vejrudsigtens konsekvenser vil blive tunge for Storbritannien,« sagde David Frost, direktør i det britiske handelkammer.
»Man kan forvente, at forsinkelser og manglende arbejdstimer på grund af transportforhold vil koste landets økonomi op til 400 millioner pund (red, cirka 4,5 milliard).«