I dag vil indsamlere over hele landet samle ind til Dansk Flygtningehjælp.
Flygtningehjælpen samler i år specifikt ind til kvinder i konflikt- og katastrofeområder.
Det er nemlig den bedste investering, hvis man skal lave langsigtet genopbygning af et område. Det fortæller Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
"Kvinderne har været de gennemgående ansvarlige, når mændene har været i konflikt. Det har holdt familierne i live, og har været det faste holdepunkt i samfundene, siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han er ikke i tvivl om, at en målrettet hjælp til kvinder er en god måde at få pengene til at række langt på.
"Hvis vi hjælper kvinderne, så hjælper vi familierne og lokalsamfundet med at få gang i dyrkningen af jorden, med at få børnene i skole - og med at få familien til at klare sig på langt sigt. Derfor er det en god strategi," siger han.
Dansk Flygtningehjælp håber, at der kommer 15 millioner kroner ind ved indsamlingen i dag - og de frygter ikke, at danskerne efter blandt andet Røde Kors og Kræftens bekæmpelse for nyligt samlede ind har fået nok for nu af landsindsamlinger og velgørenhed.
"Det er ikke vores oplevelse, at folk er mindre engagerede i at hjælpe flygtninge verden over. Tværtimod. Vi har for eksempel ikke svært ved at finde indsamlere," siger han.