Selvom Danmark nu lemper asylreglerne for syriske krigsflygtninge, betyder det ikke, at Danmark bliver en favoritdestination for flygtende syrere, og at antallet af asylansøgere straks skyder i vejret.
Det vurderer generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp.
Han er "glad og tilfreds" over, at Flygtningenævnet har besluttet at lempe reglerne for asyl, så flygtninge fra de værst ramte områder i borgerkrigsramte Syrien nu får direkte adgang til at søge asyl i Danmark.
- Det har vi længe ment, var det rigtige, sådan som situationen i Syrien har udviklet sig, siger Andreas Kamm.
- Det betyder, at den mindre del af de syriske asylansøgere, som er kommet til Danmark, nu kan få opholdstilladelse og normaliseret deres tilværelse.
- Det er ikke de store tal, som det berør. Det er måske i omegnen af 10 procent af asylansøgerne, som har fået afslag, der nu efter min opfattelse vil få tilsagn, siger generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp.
Han siger, at det er umuligt at udtale sig med sikkerhed om, hvordan antallet af syriske flygtninge udvikler sig. Det afhænger af udviklingen i Syrien-krisen, lyder det.
- Men jeg har ikke nogen forestilling om, at tallene til hverken Danmark eller Europa lige nu vil forandre sig helt væsentligt, siger Andreas Kamm.
- Det er klart, at hvis situationen går ind i sit tredje og fjerde år, og der er ikke er nogen ændring i Syrien, så vil jeg da ikke udelukke, at flygtningetallet til Europa og Danmark vil stige. Men det er fra et meget lavt niveau.
- Det er et relativt beskedent antal, som ikke må give anledning til hysteri i Danmark, tilføjer han.
På Christiansborg er Dansk Folkeparti utilfreds med, at Flygtningenævnet har lempet asylreglerne. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) siger, at man bør hjælpe de syriske krigsflygtninge i deres nærområder.
- Alle er enige med Martin Henriksen om, at det internationale samfund skal gøre alt, hvad det kan, i Syrien og nabolandene, siger Andreas Kamm.
- Men det er jo ikke et enten-eller. For der er flygtninge, som af forskellige grunde tager til Europa eller flygter til Danmark, og så er det os, der har ansvaret for deres skæbne, tilføjer han.
/ritzau/