Afghanistans flygtede præsident, Ashraf Ghani, har onsdag forsøgt at forklare, hvorfor han anså det nødvendigt at forlade landet i en fart, da Taliban gjorde sig klar til at indtage hovedstaden Kabul 15. august.
Han kalder det i en erklæring den mest vanskelige beslutning i sit liv, men mener, at den forhindrede et blodbad.
Han undskylder for sine handlinger over for det afghanske folk.
Ghani forklarer sin flugt med, at hvis han var blevet i Kabul, så ville det kunne udløse gadekrig i byen, som ikke er set siden 1990'ernes borgerkrige i Afghanistan.
Han beklager, at det ikke som præsident lykkedes ham at bringe fred og fremgang for sit land.
- Det er med den dybeste og mest oprigtige beklagelse, at mit eget kapitel endte i en lignende tragedie, som mine forgængeres, siger han.
Ghani flygtede til De Forenede Arabiske Emirater.
Tirsdag udpegede den militante islamistiske bevægelse en ny regering, som består af folk fra den hårde kerne i Taliban.
Den nye indenrigsminister, Sirajuddin Haqqani, står på USA's terrorliste. Hans netværk sættes i forbindelse med nogle af de værste forbrydelser i Afghanistan i de senere år. Blandt dem en lastbilbombe i 2017 i Kabul, som dræbte 150.
- At forlade Kabul var den mest vanskelige beslutning i mit liv, men jeg indså, at det var den eneste måde at holde våbnene tavse på og redde Kabul og byens seks millioner borgere, hedder det i Ghanis erklæring.
Taliban har fået sit eget besvær med især at styre vrede kvinder i Kabul.
Onsdag var der igen demonstrationer i Kabul og den nordlige by Faizabad med krav fra kvinder om at blive respekteret under det nye styre.
Taliban er de seneste to dage gået hårdere til værks, efter at flere hundrede har demonstreret. I den vestlige by Herat er tre demonstrerende tirsdag blevet dræbt og flere såret ifølge BBC.
"Lige for tiden" er demonstrationer ikke tilladt, lød det sent onsdag fra Talibans nye regering ifølge AFP.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa