En efterlyst mand, der tirsdag stak af fra Østre Landsret i forbindelse med en domsafsigelse, er onsdag eftermiddag blevet anholdt i Tyskland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Tirsdag blev den 29-årige mand idømt otte års fængsel og udvisning for bestandigt i en sag om dødsvold.
Jafar Mohammad Rida Al Jasiri blev dømt for at påkøre en dengang 39-årig mand ved tankstationen Circle K i Holbæk en sen aften i oktober 2017.
Manden faldt omkuld og fik i den forbindelse svære læsioner i kraniet og hjernen og døde af sine kvæstelser. Ifølge retten blev han ramt med vilje.
Da sagen kørte i byretten, erkendte Al Jasiri påkørslen. Men han forklarede, at påkørslen skete, da han forsøgte at komme væk fra noget tumult mellem to grupper ved tanken.
Derfor har han nægtet sig skyldig i forsætlig påkørsel og grov vold med døden til følge, som han var tiltalt for.
Tirsdagens flugt var tilsyneladende planlagt. I hvert fald fik Al Jasiri hjælp, da han stak af omkring klokken 11.50. Sammen med hjælperne kørte han væk fra stedet i en bil, som senere blev fundet efterladt i København.
Efter flugten satte Midt- og Vestsjællands Politi i tæt samarbejde med politiets specialenhed Særlig Efterforskning Øst en massiv eftersøgning af manden i gang.
Efterforskningen viste, at Al Jasiri befandt sig på en færge mellem Trelleborg i Sverige og Rostock i Tyskland.
Dansk politi henvendte sig til de tyske kolleger, som stod klar, da færgen ankom til Rostock. Her blev den 29-årige anholdt uden dramatik, kørt til Danmark og indsat i et arresthus.
- Det er meget tilfredsstillende, at den efterlyste igen er i politiets varetægt, så han kan få sin straf, siger politikommissær Kim Løvkvist, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi, i pressemeddelelsen.
Politiet undersøger fortsat sagen for at finde ud af, hvem der hjalp manden med flugten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.