Flugten er forbi for den gerningsmand, som ringede og meldte sig selv for drab på sin samleverske og derefter flygtede. Han er nemlig blevet anholdt af politiet. Det bekræfter efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen fra Vestegnens politi til Newspaq.
"Vi har anholdt en mandsperson, som har tilknytning til adressen. Han er blevet sigtet for drab. Han skal undersæges på retsmedicinsk og derefter afhøres og fremstilles i grundlovsforhør med krav på fængsling," siger efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen.
"Anholdelsen fandt sted klokken 12.15 og foregik helt udramatisk i København," tilføjer efterforskningslederen.
Manden begik drabet på Gammelmosevej i Bagsværd i nat ved 03-tiden, hvorefter han tog flugten til København efter at have ringet til politiet lidt i ni tirsdag morgen.
"Vi skal have retsmødet i morgen, muligvis for lukkede døre af hensyn til efterforskningen og flere mennesker, som ikke er underrettet omkring den afdøde person," siger han.