Et Ryanair-fly var få minutter fra at ende i en katastrofe, da stormen “Amy” rasede sidste uge. Flyets brændstoftank var næsten tom, der var kun nok til seks minutters flyvning, da det efter intens dramatik endelig landede i Manchester den 2. oktober.
Det skriver The Guardian.
Flyet var oprindeligt på vej fra den italienske by Pisa til Prestwick i Skotland, men vindhastigheder på op til 160 km/t gjorde det umuligt at lande.
Efter tre mislykkede forsøg på at lande måtte piloterne sende et mayday-nødopkald og sætte kurs mod Manchester, hvor vejret var roligere.
En håndskrevet logbog fra flyet viser, at der kun var 220 kilo brændstof tilbage i tankene, da det endelig landede.
- Forestil dig, at hver gang du lander med mindre end to ton brændstof tilbage, følger du situationen tæt. Når du lander med mindre end 1,5 ton, begynder du at svede. Det her er så tæt på en dødelig ulykke, som man kan komme, lyder vurderingen fra en pilot til det engelske medie.
Alt tyder på, at flyet forlod Pisa med den korrekte mængde reservebrændstof. Den britiske luftfartsmyndighed, Air Accidents Investigation Branch, undersøger sagen nærmere.