Det skulle være sikkert og vist. Der har inden for de seneste par år været enten flydende vand eller flydende CO2 på den røde planet Mars. Den amerikanske rumforskningsorganisation NASA oplyser nemlig, at der er fundet »overbevisende beviser« for, at der virkelig er tale om vand, skriver AP.
NASA-billederne viser, at der er flere spor, som kun kan være lavet af hurtigtflydende vand. Billederne tyder på, at vandet kan have bruset over den røde planet inden for de seneste par år.
Kritiske forskere peger dog stadig på muligheden for, at flydende CO2 har skabt vandsporene. Men at der har været et eller andet flydende, synes rumforskerne i det mindste at kunne blive enige om.