Opdateret kl. 10:59
En flydedok tippede fredag morgen om på siden hos Hirtshals Yard i Hirtshals.
I den 82 meter lange flydedok er et norsk fiskeskib, som var under reparation.
Ingen personer var på arbejde, da ulykken skete, fortæller direktør for Hirtshals Yard Rasmus Brohus.
- Der var heldigvis ingen mennesker på arbejde på det tidspunkt og dermed ingen involveret i ulykken.
- Dokken er ikke væltet helt, men den er kæntret, og vi arbejder meget kraftigt på at stabilisere situationen.
Han har fredag formiddag endnu ingen idé om årsagen til ulykken, der fandt sted klokken 5.30 fredag morgen.
- Så langt er vi slet ikke kommet i processen.
Ifølge Rasmus Brohus venter Hirtshals Yard i øjeblikket på, at eksperter i skibe og stabilitet ankommer. De skal vurdere, hvad der kan gøres for ikke at forårsage yderligere skader.
- Det store norske fiskeskib indeni er selvfølgelig med i problemerne, fordi det skal vi også have ud igen, siger Rasmus Brohus.
Fiskeskibet er cirka 70 meter langt.
Flydedokke bruges til at løfte skibe, der skal dokkes, op af vandet. Når skibene er dokket, kan man foretage reparationer samt overfladebehandle dem.
/ritzau/