Fly reddede danske soldater fra raketangreb

De danske soldater i Afghanistan måtte mandag aften have hjælp fra fly, før de kunne afværge et angreb fra oprørerne kunne afværges. Ingen danskere kom til skade.

Mandag begyndte ellers godt for de danske styrker i sydlige Afghanistan.

De danske soldater havde været til møde med ældrerådet i en landsby et stykke fra basen ved Helmand.

Men netop som de var gået i stilling for natten, begyndte raketterne at regne ned over basen.

»Under dække af mørket blev eskadronen mandag aften beskudt med 107 mm raketter,« skriver Hærens Operative Kommando i sit nyhedsbrev.

Efter et kort øjeblik lykkedes det de danske soldater at finde frem til fjenden og gengælde ilden.

Alligevel skønnede man, at der var brug for flystøtte:

»Der blev tilkaldt flystøtte, og nogle timer senere kunne de danske soldater flytte til et nyt område, hvorfra de kunne holde øje med situationen. Alle danske soldater er uskadte,« skriver Hærens Operative Kommando.

Det er uvist, om nogle af oprørerne blev dræbt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.