Et fly fra det hollandske flyselskab KLM har lørdag eftermiddag foretaget en såkaldt sikkerhedslanding i Billund Lufthavn.
- Flyet har ramt en fugl under starten, og så har man valgt at lande igen, fortæller vagtchef Søren Løvenhdahl fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Meldingen kom som en såkaldt standby 1. Det er en instruks om, hvor højt et beredskab, der skal iværksættes, for eksempel i form af brand- og redningskøretøjer.
- Det kan man så opgradere hen ad vejen, hvis man vurderer, at det er nødvendigt, fortæller Søren Løvendahl.
Standby 1 er den laveste beredskabsmelding, som indikerer, at der er tale om mindre tekniske problemer.
Den alvorligste melding er standby 3 og betyder, at der er risiko for et havari.
Sydøstjyllands Politi kan ikke oplyse, hvor mange passagerer, der har været om bord på flyet fra KLM.
/ritzau/