Et lille fly kom torsdag i problemer og måtte foretage en nødlanding i midterrabatten på en motorvej i Florida.
Flyet var lettet omkring klokken 08.30 lokal tid fra Davis-øerne og havde kurs mod Miami, siger kilder til avisen Tampa Bay Times.
Men kort efter, at flyet var lettet og befandt sig i lidt over én kilometers højde, opdagede piloten, at der var en læk i brændstoftanken.
Det tvang ham til at foretage en hurtig nødlanding på motorvejen I-75, fremgår det af politirapporten fra Florida Highway Patrol.
En del af flyet ramte en el-ledning, oplyser kilder til Tampa Bay Times.
Flyet, der er et lille Piper-sportsfly, blev beskadiget ved landingen, men piloten og de to øvrige mænd om bord er alle uskadte, oplyser amerikansk politi.
Ved landingen lækkede over 200 liter benzin ud på motorvejen, så myndighederne måtte tilkalde specialister for at håndtere det brændbare materiale, skriver flere amerikanske medier.
Den spektakulære nødlanding fandt sted i morgentrafikken ved byen Gibsonton tæt ved Tampa, Florida, hvor det efterfølgende oprydningsarbejde skabte lange bilkøer.
/ritzau/